Tag-arkiv: blonde

Mandler på kniplebrættet

Det er lidt svært at tage gode billeder af det,  jeg arbejder med på kniplebrættet. Det er nok også derfor, jeg ikke har vist så meget af det.

Mandler med naale

Tager man billeder fra “arbejdssiden”, så ser man kun nåle – og det er egentlig ikke særlig spændende, syntes jeg. Og inden der er noget at vise i den “anden ende”, kan der godt være gået et stykke tid og nyhedens interesse har lagt sig.

I øjeblikket øver jeg mig i at lave mandler – eller galslag – kært barn mange navne. Og øve er det rigtige ord, for jeg syntes det er rigtig svært. Enten bliver de for tynde, for tykke, for lange, eller også bliver de for korte – eller en kombi!

Variation af mandler

En mandel, for dig der ikke selv knipler, er en af de små tyksakker, som du kan se på billedet. Og som du sikkert også godt kan se, så er der ingen af disse 24, som kan ses på billedet, der er ens. Derfor kalder jeg også denne knipling for en Variation af mandler! Så har jeg ikke lovet for meget. Mønsteret er lavet af min knipleunderviser Kirsten – og hun har sikkert et andet navn til den…

Jeg har aldrig før kniplet mandler og det var et mål for denne sæson, at jeg skulle lære det. Jeg øver mig og jeg er endnu ikke sikker på, at jeg får det lært, men jeg har fået styr på teknikken, og så er det rutinen, der skal komme. Jeg har ikke sat mig for hvor lang denne knipling skal være – altså om det “blot” skal være et prøvestykke. Det må tiden vise. I øjeblikket kæmper jeg videre – og ser om jeg kan minimere variationen af mandler.

En pude med knipling er klar

Pude med knipling

En knipling, som har været nogle måneder på kniplebrættet er endelig blevet færdig og er nu en del af en pude. Jeg har skrevet om kniplingen tidligere her.

Jeg kan mægtig godt lide at kniple. Jeg kan lide at det er svært, at man skal koncentere sig, at det tager lang tid og at når man gør det korrekt, så bliver det bare så flot. Jeg har dog lidt svært ved for mange pysse-nysse blonder og ting der skal ligge fremme til pynt. Det passer ikke hjemme hos os, så det har været lidt af en udfordring at finde noget, jeg har villet kniple og samtidig bruge. Derfor er denne knipling et godt eksempel på, hvad jeg godt kan lide – ikke for pysse-nysset, men forholdsvis enkel og moderne i sit udtryk.

Jeg kan sagtens sætte pris på blonder og fine kniplinger, der skal bruges til pynt, men jeg sætter pris på det pga. håndarbejdet, sværhedsgraden og indsatsen. Derfor skal man kniple det man selv bedst kan lide. Det vigtigste er, at dette gamle håndværk bliver bevaret og ikke går i glemmebogen.

Tilbage min egen knipling… Jeg har syet den til en pude. Den kan bruges – eller være til pynt, hvis man foretrækker det. Puden er en fødselsdagsgave til min mor og jeg håber, hun bliver glad for den!

Pude med kniplingPå forsiden har jeg brugt fint hør sammen med kniplingen og på bagsiden her jeg brugt et mønstret stof i blå nuancer. Jeg  har sat en gul tittekant ind for at lave en kontrast.

Jeg har sat en ny knipling på kniplebrættet – helt anderledes en denne. Men mere om den på et senere tidspunkt.